Det sner. Per har købt crossainter på stationen før han samler os op. De er til os. Vi spiser dem på vores møde. Og drikker kaffe. Per er lærer på Røde Kors skolen og han har hentet os flere gange. Han har sin Røde Kors vest på. Det gør altid indtryk på mig. På en hel almindelig mandag kører jeg i bil med en mand der har en rød vest på med et hvidt kors. Jeg får fornemmelsen af, at være i et katastrofeområde. Jeg ser klip fra tv for mig. Bombede huse ser jeg. Og hospitaler. Og murbrokker. Og børn i både. Alt for mange børn. Et kort øjeblik mærker jeg fornemmelsen af, at vågne op en nat og bare skulle væk. Virkelig væk. At være skrækslagen. Løbe for mit liv. Det er altid meget specielt at køre ind på skolen. Jeg kommer tilbage. Det sner. Der løber små mørkhårede børn rundt udenfor skolen. Det sner. De bygger snemænd. Alle lærerne har Røde Kors veste på. Det er så børnene hurtigt kan finde en voksen. Der er noget her der er alvor.

”man lærer noget om relationer, man lærer noget om at etablere en relation meget hurtigt og også kunne slippe den igen, nogen gange efter meget kort tid. Man skal passe på at man ikke bliver kynisk og følelsesløs, fordi det at tage imod og sige farvel foregår hele tiden. Det er hårdt, men sådan er det” ( Per, lærer Røde Kors)

I Røde kors asyls pædagogiske enheds retningslinjer for udøvelse af en helhedspædagogisk pædagogik betones det, at en stor del af dagligdagen med disse børn handler om følelsesmæssig udvikling og sociale kompetencer:

”Væsentlige faktorer der konstituerer den daglige praksis, udgøres i høj grad af, at børnenes livsomstændigheder kræver et vedholdende fokus på samspil mellem undervisning, omsorg og opdragelse. Undervisning i denne kontekst er en dobbeltsidet opgave. På den ene side skal den forberede børn til at modtage undervisning i Folkeskolen. På den anden side skal undervisningen tage højde for, at ikke alle børn kan blive i Danmark” (Weinholt-Ludvigsen og Ptak, Det helhedsorienterede pædagogiske tilbud, Pædagogisk Enhed, Røde Kors s.15).

Udfra dette tegner der sig et billede af den opgave undervisningen på museet skal skabe rum til, hvis det skal give mening, nemlig at skabe et miljø der kan rumme den virkelighed børnene er i. Dette miljø må i høj grad være præget af den omsorgsdimension der tales om. I forhold til disse børn skal den fylde mere end ved undervisning af de andre elever vi har. Omsorg skal tænkes ind som et pædagogisk greb. Undervisningen skal søge at give mening i hele det paradoks det er, at forsøge at skabe ”normale” rammer for undervisning for en gruppe elever der ikke kender deres nærmeste fremtid i forhold til helt basale ting som det at vide hvor man skal bo.

Dette kræver hvad man kan kalde en evne til at ”være i nuet” som en pædagogisk praksis der er blevet peget på af både forskere og lærere. Man kan sige at det drejer sig om at få det optimale ud af den ”setting” der er. På en måde som ikke er afhængig af tid. Det kommer meget til at handle om at kunne etablere relationer på en eksemplarisk måde, skabe kontaktfulde øjeblikke. At disse børn bliver mødt med nærvær, empati er i denne undervisning en implicit fordring for, at det kan lykkes af skabe den tryghed der er brug for. Disse er en form for øjebliksbilleder eller parenteser for disse børn som må være af en sådan kvalitet, at det forhåbentlig kan give dem noget de kan have med sig. Lærerens kapacitet og evne for at være nærværende og empatisk kan derfor ses som en udpræget nødvendig fagkompetence.