om at lære
LÆREPROCESSER SOM EN HERMENEUTISK SPIRAL
Udgangspunktet for det didaktiske arbejde er at læring og vidensproduktion foregår som en hermeneutisk proces.
Eleverne har en stemme og undervisningens fundament er dialog. Eleverne kommer til læringsrummene fx en kunsthal eller et museum, med deres forestillinger og erfaringer med verden. Måde hvorpå vi møder verden, er farvet af hvad vi i forvejen ved og hvor vi kommer fra. Denne forforståelse er, i en hermeneutisk forståelse også altid historisk betinget. Eleverne tager så at sige, deres verdenskontekst med ind i læringsrummet
I hermeneutikken ses verden som både del og helhed. Evnen til at kunne opfatte eller forstå helheden er betinget af forståelse af delene. Derfor er der tale om, en konstant vekslen mellem disse. Frem og tilbage mellem del og helhed. Eleverne sætter hele tiden nye dele ind i den forståelse de havde før. Og det er det der er læringsprocessen. Det er det der udgør den hermeneutiske cirkel eller spiral. Der er tale, om en fremadskridende proces som i princippet er uendelig. Det ses som et grundvilkår for menneskets måde, at forstå og erkende verden. Forståelse er altså en væremåde, noget ontologisk, og konsekvensen af dette er også at et subjekt og et objekt ikke er to adskilte størrelser, fordi subjektet allerede er forbundet med verden. Menneskets lever i en social og sproglig horisont, der bestemmer hvor meget det er i stand til at forstå. Dette betegnes som menneskets erfaringshorisont, hvilket vil sige at vores iagttagelse og erkendelse altid vil være kontekstbestemt. Den kontekst et læringsrum er; er det særlige læringsrum hvor denne proces kan udfolde sig. Som kan bygges op som en proces ved, den måde undervisningen er tilrettelagt på.
Forforståelsen kaldes i hermeneutikken, også for vores fordomme. Vi fortolker det vi ikke forstår, ud fra det vi kender. Men mennesket ses hermed ikke blot, som et produkt af historien. Netop fordi vi har muligheden for netop, at revidere vores fordomme og ændre vores forhold til tidligere forståelseshorisonter. Her er det en helt central pointe, at vores ændrede og opnåede nye forståelse bliver til en ny fordom, med hvilken vi nu møder verden og visa versa. Det er dette vekselvirkningsforhold, der udgør den hermeneutiske cirkel.
I en hermeneutisk forståelse er sandhed ikke noget, der giver sig til kende fuldt og helt. Sandhed viser sig i en hermeneutisk forståelse i glimt og på den måde adskiller den hermeneutiske sandhed sig fra den naturvidenskabelige ved ikke at være opnået metodisk som noget der kan efterprøves, og gentages eller formuleres konstaterende. Eleverne kan komme med faste overbevisninger, men undervisningen kan efterhånden udvikle sig som en åbning ind til mere komplekse fortolkninger og sætte skred i refleksioner af mere uafsluttet karakter. Det vigtige er, at elevernes forforståelser bliver bragt i spil. Det er vigtige elementer i pædagogikken fordi det skaber tryghed.
Processen kan beskrives som en følelse af at lede efter noget man endnu ikke ved hvad er. Denne leden efter noget foregår som en vekslen mellem spørgsmål og sansninger og svar flettet ind i hinanden og er en fremadskridende proces og det pædagogiske rum bliver et vejledningsmøde mellem lærer og elev.
Så ideelt set må vi løbende formå at justerer på sværhedsgraden eller på måden læringsprocesser er organiseret. Dette helt tætte arbejde med feedback frem og tilbage er meget vigtig. Det bliver en undervisning der er kommet ud af, et gensidigt ligeværdigt samarbejde og det bidrager til at alle fagligheder, kan komme i spil på en måde der er med til, at sikre at vi får lavet bæredygtige forløb.
Der er flere steder hvor det pludselig fremstår helt klart, at det havde været bedre at gøre noget andet end det vi gjorde og visa vers. Det kan handle om at finde klarhed, men også om at komme overens med uklarhed og der er ikke tale om en fremstilling af virkeligheden som noget der en gang for alle kan overskues. Betydningerne befinder sig i et kompliceret mangedimensionelt rum
Pædagogikken kan være det at skabe rummet for, at emner og undersøgelser kan udfoldes i al deres kompleksitet. Altså at skabe et miljø hvor alle svar ikke er givet på forhånd og hvor eleverne får lov til at eksperimentere og udforske. Undervisningen kan potentielt skabe rammerne for fordybelse og tillade eleverne en form for selvforglemmelse i et vurderingsfrit rum som kan rumme både flow og frustrationer. Hensigten er da, at rammen giver så meget tryghed, at det reelt kan styrke elevernes erfaringer med og oplevelser af, at de har færdigheder, og at de har lov til at udtrykke sig; at deres udsagn har gyldighed.
Der er tale om at etablere et møde, der – i bedste fald – gensidigt åbner to verdener med hinanden, ud fra et ønske om at lave undervisning som eleverne kan se sig selv i og som føles relevant for dem.