Kreative processer er kendetegnet ved at der ikke findes et facit. Både designprocessen og den kunstneriske proces handler om valg og fravalg. Om at have en ongoing dialog med materialet, både i forhold til proces og i forhold til et evt. italesat mål.

At arbejde med kreativitet, med kunst og designprocesser er arenaer for processer med helt særlige potentialer. Det at turde, at prøve ideer af og det at turde fejle bliver kvaliteter der styrker processen.

Det er essentielt at skabe et rum, hvor mennesker føler sig trygge nok til at udtrykke sig. Det vil sige et rum der støtter mødet mellem lærer og elev. Dette forhold bygger på tillid og respekt og det er et rum hvor eleven skal føle sig set og mødt i det at udtrykke sig og udvikle det hjertemod det kræver virkelig at finde helt ind til sit formsprog og komme derfra så at sige.

Processen består af en vekselvirkning mellem at  “gøre” noget og derefter “reflektere og analysere”.  At vejlede andre i denne proces kan dybest set kun lade sig gøre hvis underviseren selv kan stå i og kender til alt det der kan komme i spil i processen.

I en undervisningskontekst hvor mennesker skal kunne tilegne sig færdigheder og kompetencer  At de får lyst og mod til at eksperimentere, afprøve materialer og teknikker.

Undervisningen i kreative processer kan skabe space til en form for fordybelse og selvforglemmelse for eleverne, som er hinsides forbehold om at være god nok, at sammenligne sig med andre eller få følelser af opgivelse. Endvidere kan undervisningen give dem tro på, at de har færdigheder, og at de har lov til at udtrykke sig. Eleverne kan lære at være i proces. At være i en vekslen mellem selvforglemmelse og så en mere analytisk (selv) refleksiv praksis. At gå frem og tilbage i disse positioner og lære sig selv at kende i disse. Kunne navigere i ikke lineære processer og få en værktøjskasse til sin rådighed hvor man kan gå frem og tilbage i processen og lærer at mestre det som et værktøj der er tilgængeligt for en altid. Det er når man glemmer at lære, at man faktisk lærer og det er at være på kanten af boksen (Tangaard) Det vil sige at eleverne ideelt set skal træne og opbygge en følelse af at være kompetent og derfra kunne bevæge sig udenfor sin komfortzone fordi det er der læringen foregår. Det betyder et arbejde med resurse stederne i en og også med de steder hvor man er mindre godt tilpas. De æstetiske læreprocesser viser disse steder. Fordi vi møder os selv. Det er en form for mindset som alle kan have gavn af, fordi der dybest set er tale om erkendelsesprocesser og en måde at være i verden på.

Undervisningen kan derfor understøtte et bæredygtighedsperspektiv. Det at opøve en indre bæredygtighed give mennesker en følelse af at høre hjemme i sig selv. En oplevelse af at kunne mestre og have værktøjer og agens i sit liv.

Det der foregår rækker ideelt set udover undervisningsrummet. Undervisningen er et mikrounivers og et spejl af hvordan livet udfolder også på de store klinger i samfundet, familien, i det politiske liv og i institutionerne. Det er dannede i forhold til at være (blive) medborger og føle sig som både skaber af og bruger af kultur og udformning af levemåder.